Her udvikles fremtidens håndboldspillere
På Oure bliver du en del af et stort drengehåndboldmiljø med høj intensitet, dygtige trænere og masser af spillere at måle dig med og udvikle dig sammen med.
Gennem vores samarbejde med GOG har vi gennem mange år været med til at skabe et stærkt talentmiljø, hvorfra spillere er nået hele vejen til international tophåndbold.
Men du behøver ikke komme til Oure som færdigudviklet talent.
For os er passion vigtigere end talent. Det afgørende er, at du har lyst til håndbold, er nysgerrig på dit eget spil og er klar til at lægge energi i træningen.
På håndboldlinjen bliver du udfordret teknisk, taktisk, fysisk og mentalt. Du træner i grupper, der passer til dit niveau, så der både er plads til spilleren med store ambitioner og spilleren, der først og fremmest elsker spillet og vil se, hvor langt et år med målrettet træning kan flytte ham.
Højdepunkter på Håndbold
- Unikt samarbejde med GOG og et stærkt talentudviklingsmiljø
- Et stort træningsmiljø med både bredde og elite
- Dygtige trænere med høje faglige krav
- Teknisk, taktisk, fysisk og mental udvikling
- Niveaudelte træningsgrupper
- DHF-turneringer, stævner og internationale håndboldoplevelser
Håndboldtræning på efterskole
Udfordr dit spil
Vi har høje ambitioner på håndboldlinjen. Men ambition handler ikke kun om resultater. Det handler også om at være nysgerrig på sit eget spil.
Kan du gøre din afslutning skarpere? Se en løsning, du ikke så tidligere? Bevare overblikket, når tempoet stiger? Og blive ved med at arbejde, når noget ikke lykkes første gang?
Gennem året arbejder vi med din teknik, taktiske forståelse, fysik og mentale styrke. Den fysiske træning indeholder blandt andet styrke-, løbe- og skadesforebyggende træning, mens sportsteorien gør dig klogere på blandt andet mentaltræning, teambuilding, bevægelse og ernæring.
Du træner i grupper, der passer til dit niveau, og i løbet af sæsonen deltager vi i DHF's officielle turneringer samt relevante stævner. Her bliver du udfordret til at træffe beslutninger under pres, tage ansvar og finde ud af, hvordan dine kvaliteter kan gøre holdet bedre.

En håndboldefterskole med mere end træning og kampe
Et år på Oure foregår ikke kun i håndboldhallen
På linjerejsen til Slovenien møder du en anden håndboldkultur gennem vores samarbejde med RK Celje Pivovarna Lasko. I løbet af året kommer du også på teamrejse til Berlin og skirejse med dit team. Vi tilstræber desuden, at du får mulighed for at opleve tophåndbold på nationalt og internationalt niveau i Danmark.
Men det største skifte er måske selve efterskolelivet.
Du bor sammen med andre unge, går i skole, træner og bliver en del af et fællesskab, der fortsætter uden for banen. Her skal du stå mere på egne ben, møde mennesker, der er anderledes end dig, og tage ansvar for både dig selv og dem omkring dig.
Måske kommer du til Oure for at blive en bedre håndboldspiller. Vores ambition er, at du rejser herfra med mere end det.

Er Oure den rigtige håndboldefterskole for dig?
Vi forventer ikke, at du kan det hele, når du kommer.
Vi forventer, at du har lyst til at lære. At du møder træningen med energi. At du tør udfordre dig selv. At du tager ansvar for holdet. Og at du er nysgerrig på, hvor langt du kan udvikle dig.
Passion før talent.
Kom og besøg Oure, oplev træningen og mærk håndboldmiljøet selv.









Værd at vide
Hvis du brænder for håndbold, og leder efter en efterskole med håndbold på Fyn, er Oure Efterskole et oplagt valg. Vi har håndbold som linje for både 9. klasse og 10. klasse. Om det er Danmarks bedste håndboldefterskole, vil vi lade dig om at vurdere. Vi har i hvert fald rigtig gode undervisere, faciliteter og et helt unikt samarbejde med GOG.
Du vil indgå i et struktureret og målrettet miljø, som tager udgangspunkt i dit niveau. Vi er mange håndboldelever og har derfor mange hold med forskellige niveauer. Vi er ikke kun en efterskole med elite og for os er passion vigtigere end talent, så vi forventer at du, uanset niveau, er topmotiveret, når du starter på håndboldlinje på efterskolen.
Din hverdag på efterskolen er ikke kun håndbold. Den boglige undervisning og det store sociale efterskoleliv fylder rigtig meget ved siden af håndbolden. Du vil dog spille rigtig meget håndbold og deltage i håndboldturneringer mens du går på efterskole. Mange af vores spillere får også mulighed for at deltage i efterskole håndbold dm.
På Oure Efterskole har vi efterskole for 9. klasse med håndbold som linje og for 10. klasse med håndbold som linje – både for piger og drenge. Der findes mange efterskoler med håndbold. Vi har dog et af verdens bedste talentmiljøer i U15- og U17-årgangene.
Prisen for at gå på Oures Efterskoles håndboldlinje varierer meget afhængigt af sin husstands sammensætning og indkomst. Det ligger mellem 79.000 og 111.000 kr. for et år, hvilket er inkl. udgifterne til de tre linjerejser. Du kan se alle priserne her.
Der går 750 elever på Oure Efterskole – fordelt på de 9 linjer vi udbyder. Ud af de 750 elever er ca. 140 af dem håndboldelever.
