Ella og Karla valgte Oure Efterskole: Her er der plads til både fodbold, fællesskab og nye oplevelser

16-årige Ella Due Reinholdt og Karla Nue Jakobsen har begge skiftet hverdagen i hovedstadsområdet ud med et efterskoleliv på Sydfyn. Her er fodbolden en stor del af hverdagen, men det er langt fra det eneste, de glæder sig til at få med fra deres år på Oure Efterskole.
Fodboldpiger Ella og Karla 2026.jpg

Ella Due Reinholdt er 16 år og kommer fra Frederiksberg, hvor hun kommer fra klubben FA 2000. Hun er forsvarsspiller, mens jævnaldrende Karla Nue Jakobsen fra Gentofte spiller på midtbanen og kommer fra klubben GVI.

Begge piger har valgt at tage et år på Oure Efterskole, hvor de kan kombinere deres passion for fodbold med nye venskaber, oplevelser og personlig udvikling.

Fodboldpiger Ella og Karla 2.jpg

Et efterskoleår med nye udfordringer

For pigerne handler efterskolelivet ikke kun om at blive bedre til fodbold. Det handler også om at prøve noget nyt, møde nye mennesker og udfordre sig selv.

"Jeg har valgt at tage på efterskole, fordi jeg gerne vil overskride nogle personlige grænser, få en masse venner og opleve noget nyt”, fortæller Ella.

Valget faldt på Oure Efterskole af flere grunde. Gode anbefalinger fra andre, de mange muligheder på en stor efterskole og ikke mindst måden, eleverne bor sammen på, var med til at gøre udslaget.

"Jeg havde hørt virkelig mange gode ting om Oure Efterskole. Min søster havde også gået her, og hun var mega glad for det. Plus, så kan jeg godt lide, at det er en stor efterskole, så man har mega mange muligheder”, fortæller Karla.

Også skolens særlige husfællesskaber har haft betydning for valget.

"Jeg har valgt Oure Efterskole på grund af husene, fordi jeg synes, det er rigtig fedt at bo tæt og få lidt familieforhold med sine venner. Jeg synes også, det giver en mega hyggelig stemning, at man er blandet drenge og piger i husene”, lyder det fra både Ella og Karla.

Fodboldpiger Ella og Karla 3.jpg

Fodbold med ambitioner og plads til alle

Selvom efterskoleåret byder på meget andet end fodbold, er ambitionerne på banen stadig store. Både Ella og Karla håber at udvikle sig som spillere og få endnu mere ud af den sport, de holder af.

"Mine planer for fodbolden er at udvikle mig så meget som muligt og egentlig bare have det sjovt, når jeg spiller. Og det er mega fedt at bo et sted, hvor der både er skole, venner og fodboldbaner samlet på ét sted”, fortæller Ella.

Den sportslige udvikling handler både om at blive dygtigere individuelt og om at kunne bidrage mere til holdet.

"Jeg håber på at udvikle mig så meget som muligt og komme så langt som muligt. Være en bedre spiller, både for hele holdet, men også fysisk på banen, samtidig med at jeg har det mega sjovt”, fortæller Karla.

Noget af det, pigerne allerede har bidt mærke i, er, at der er plads til forskellige niveauer på fodboldlinjen.

"Der er mange niveauer, så man kan ligesom finde, hvor man passer ind. Der er plads til alle, og det er egentlig megafedt at spille, også fordi sammenholdet har været supergodt”, fortæller pigerne sammen.

Fodboldpiger Ella og Karla 4.jpg

En god start på efterskolelivet

At flytte hjemmefra og starte på en efterskole med mange nye mennesker kan være en stor omvæltning. Men for pigerne har mødet med Oure været en positiv oplevelse.

"Min start på Oure Efterskole har været virkelig god. Jeg synes, det har været virkelig nemt at komme ud og snakke med folk, fordi folk har været mega åbne og virkelig gode til bare at tage imod én”, lyder det fra Karla.

Og selvom efterskoleåret stadig er i gang, har pigerne allerede gjort sig tanker om, hvad de kommer til at tage med sig, når året er slut.

"Jeg tror, jeg kommer til at huske rigtig meget på de oplevelser og de rejser, vi har været på. Og så alle de relationer. Det tror jeg, man vil huske også”, fortæller Ella.

Fodboldpiger_ella og karla 5.jpg

Et godt råd til andre fodboldpiger: Spring ud i det!

For andre piger, der overvejer et efterskoleår med fodbold, men måske er lidt usikre på at tage springet, er budskabet klart:

"Hvis der er en fodboldpige, der tøver med at starte på Oure Efterskole, så synes jeg bare, hun skal springe ud i det. Også selvom hun synes, det måske er en lidt svær tanke lige nu, så er det helt klart det hele værd, at man giver det et forsøg. Fordi det er megafedt, og det er en helt speciel oplevelse, som man ikke kan få andre steder”, slutter pigerne af med.

Fodboldpiger Ella og Karla 6.jpg